Udstilling på biblioteket Domus Vistas

 

Udstillingen viser Lene Fosdams på én gang fortryllende og livskloge talent. Hun har altid dyrket det kreative og gået på flere malerskoler. Inspirationen skabes både af det nære: musikken og skønheden – og af universet. Tilværelsens facetter med både de mørke og lyse sider gengives altid med glæden og det smukke som drivkræfter. Temaerne er naturen med eventyrstemning, hvilket på fornemste vis afspejles i en række tivolibilleder.

 

med venlig hilsen
Birgit Kringelsbach
Leder af biblioteket Domus Vistas

TIVOLI og en af dens portrættører

TIVOLI – I LOV’ IT – har ligesom Dyrehavsbakken sine kunstnere, der forstår at levendegøre eventyret om poesiens have som et produkt af vor fantasi. En af de kunstnere, der har forstået at gengive eventyret om TIVOLI for os, er Lene Fosdam. Maleriernes udgangspunkt for hende som kunstner er iagttagelse af hjørner af TIVOLI med aften- og nattestemning. Og det er dette hav af lys og mørke, der danner udgangspunkt for hendes kunstværker, der også inddrager musikken i eventyret om TIVOLI – fra Lumbye til vor tids jazz. Det er denne kombination af kunstarterne, der er hendes særkende, og det er ud herfra, at TIVOLI vokser til det eventyr, som hun fortæller os, at det er. Måtte dette være min anbefaling af en kunstner, der har været længe undervejs.

Frederiksberg, december 1998
Kaj Tølbøll Lauritsen